KUNST 19. MAR. 2014 KL. 13.34

Kinesisk kunstner stiller alle de forbudte spørgsmål

Wang Qingsong skildrer dogmerne i det kinesiske uddannelsessystem kritisk.

AUTORITET. Mens de studerende sover i pausen, holder en ældre mand sig vågen via drop ('Follow You', 2013). - Foto: Hans Ole Madsen

TORBEN SANGILD

I Kina skal man helst ikke sætte spørgsmålstegn ved de gældende dogmer.

Og da slet ikke i skolen. Det fik kunstneren Wang Qing-song at føle, da hans store billede 'Follow You' fra 2013 blev censureret. Ikke fordi det viser en hær af udbrændte eksamenslæsende, der sover hen over deres skrivebord. Heller ikke fordi det viser en ældre mand som den eneste vågne, holdt i gang af ukendte medikamenter via drop.

Heller ikke fordi det kinesiske uddannelsessystems slagord står på væggen bagved. ’Studér godt’. ’Gør fremskridt hver dag’. ’Uddannelse er afgørende for fortsat udvikling’. Disse slagord er ikke så langt fra, hvordan danske politikere opfatter skoler og universiteter.

Men det utilladelige var, at han efter slagordene havde sat spørgsmålstegn. De blev af censuren dækket med klistermærker, da billedet skulle udstilles i Beijing.

Den kinesiske drøm
Netop det kinesiske skolesystems blinde udenadslære og autoritære magt er billedets emne, og dette at sætte spørgsmålstegn er ment som en stille provokation. En provokation af en firkantet idé om, at hvis bare man læser en masse bøger og sætter al sin vågne tid af til at kunne stoffet, så kan man blive en succes.
Den kinesiske drøm ligner på det punkt den amerikanske, med den forskel, at der ikke indgår samme element af selvrealisering i drømmen. Man studerer for forældrenes og for Kinas skyld. Og fejler man, er man en fiasko. Selvmord er ifølge kunstneren ikke sjældent i den forbindelse.

Her markeres samtidig forskellen på det danske og det kinesiske skolesystem. Når man her råber på mere disciplin i skolerne, er det ud fra en tilstand af manglende autoritetstro, der er uden historisk sidestykke.

Den kinesiske drøm ligner på det punkt den amerikanske, med den forskel, at der ikke indgår samme element af selvrealisering i drømmen. Man studerer for forældrenes og for Kinas skyld. Og fejler man, er man en fiasko.
Torben Sangild
Vi sætter spørgsmålstegn ved alt i Spørge Jørgens land, og man får ikke længere smæk og bliver lagt i seng uden pandekager, men bliver en kendt debattør, hvis ens synspunkt er langt nok ude.

Men samtidig med at den manglende autoritetstro kan være et problem i skolerne, er selve nysgerrigheden og evnen til at tvivle på det vedtagne en vigtig drivkraft for enhver kreativitet, og tom lydighed er ikke at foretrække. Det synspunkt synes at ligge bag Wang Qingsongs kunst, som modsat kollegaen Ai Weiweis er velkendt i hjemlandet.

Iscnesat fotografi
Wang Qingsongs billeder lægger sig entydigt i traditionen for iscenesat fotografi, nærmere bestemt dem, der benytter sig af kæmpestore, dybdeskarpe billeder med perfekt lyssætning, statister og kulisser, der er spillefilm værdige. Han opstiller som regel masseansamlinger af genstande og tegn omkring sine personer, der gør individet til en lille brik i et større mønster.
I sit kæmpe studie i Beijing har han mulighed for at opbygge disse tableauer og endda lade dem stå i mange måneder, som han gjorde med 'Follow Him' for at få støvet til at lægge sig over det opbyggede private bibliotek, hvor en mand sidder og læser omgivet af tusindvis af bøger på kinesisk og engelsk.

Gulvet er fuldt af sammenkrøllede papirer og skrivebordet af post-it-sedler. Man har på fornemmelsen, at denne mand ikke er i stand til at formulere noget selv. På læselampen hænger to flag: det kinesiske og FN’s. Man må selv uddrage betydningen af denne sammenstilling, men det er da ikke helt hen i vejret at betragte det som en hentydning til noget med menneskerettigheder.

BLÅ BOG
Wang Qingsong

Født i 1966, kulturrevolutionens år,
i Heilonjiang-provinsen. Nu bosat i Beijing. Uddannet som maler, men har siden midten af 90'erne udtrykt sig primært gennem fotografi.

Inspireret af kunstnere som Jeff Wall og Andreas Gursky. Trækker samtidig på kinesiske udtryksformer, bl.a. kulturrevolutionens teater- og operaopsætninger. Har mange internationale udstillinger bag sig. Dette er Wang Quingsongs
første soloudstilling i Danmark
Hans billeder er fulde af den slags diskrete tegn, hvoraf mange går hen over hovedet på den almindelige dansker. I 'Førskole' ser man en aldrende lærer med lilla paryk, der underviser børnehaveklassebørn under et træ med mottoet ’I morgen bliver det bedre’ på kinesisk.


Næsten som en rebus
Et af børnene har kamuflagetøj på som en lille kommende soldat. I stedet for bøger har en del af børnene legetøjsprodukter, vi opfatter som amerikanske, men som er 'Made In China', såsom en E.T.-tøjdukke og en portion plastik-pommes frites fra McDonald's. Det er næsten som en rebus, og da mange af referencerne er specifikt kinesiske, må man leve med anelserne og nyde den æstetiske helhed og den stille humor.

Wang Qingsong spiller som regel selv 'hovedrollen' i sine billeder med en lettere outreret udklædning, der både understreger det iscenesatte og det uhøjtidelige.

Den satiriske brod er tydelig på overetagen, hvor det offentlige rum viser sig konkret i form af et plastiklærred, der bruges på byggepladser, som her dækker alle elementer. I midten hænger så hans 'Nej nej'-skilte, der bygger videre på de forbud, der findes i byrummet i Kina. Et rum, kunstneren ikke vil kalde offentligt, da der ikke er nogen demokratisk indflydelse på det.

På tavlen ses virkelige skilte hentet fra gaden i Beijing blandet med mere eller mindre absurde fiktive skilte med velkendte piktogrammer. Man må således forstå, at det ikke blot kan være forbudt at overhale, gå med kniv, tisse, svømme og køre traktor, men også at slukke ildebrande, spise suppe, skifte ble, dø og naturligvis stille spørgsmål.
Det sidste af de mange skilte er en tom rød cirkel uden forbudsstreg hen over. Ingenting er ikke forbudt? Eller er det bare et 'Kørsel forbudt i begge retninger'-skilt?

Wang Qingsongs værker forekommer mere slående i deres indhold end mange af kollegaen Ai Weiweis,

Hvordan kan vi vurdere, hvor præcist en kritik rammer et Kina, vi kun kender overfladisk?
Torben Sangild
selv om der er noget mindre blæst om ham. Men lige på dette punkt er der altid et problem: Hvordan kan vi vurdere, hvor præcist en kritik rammer et Kina, vi kun kender overfladisk? Er vi ikke bare ude på at få bekræftet vores fordomme om det kinesiske samfund, så vi kan føle os bedre?

Her må en kunstanmelder kaste håndklædet i ringen og lade kinaeksperterne diskutere den samfundsmæssige virkelighed, som uden tvivl er mere kompleks, end disse værker og min avispræsentation lader ane. Og det bør ikke frikende os fra at kigge kritisk på vores eget samfund.

Men der er på den anden side næppe tvivl om, at der findes en kinesisk virkelighed præget af stram regulering, og at der hviler et stort pres på børn og unge for at studere hårdt det meste af deres vågne tilværelse. At Wang Qingsong helt bogstaveligt ikke får lov at sætte spørgsmålstegn ved de givne dogmer, er et eksempel på, hvordan kunstnere og fritænkere møder modstand.

Det er ikke hele sandheden om Kina, men dog nogle vigtige aspekter, fremstillet gennem en række fascinerende billeder, der er overvældende alene i kraft af deres størrelse og æstetiske kraft.